Når man nu har en fantastisk kommunikationsflade at aktivere, mens man “generer” byens borgere og brugere med støj og larm, er det altså hovedløst at kommunikere på denne måde. Så er det sagt! Kgs. Nytorv, september 2011.

Temaet er “Arkitektur som forretning” og sammen med Marianne Stang Våland fra Center for ledelse i byggeriet / Institut for Organisation, CBS har jeg skrevet to artikler.

I artiklen “Konkurrenceinstitutionen anno 2010 – dyrk alternativerne” opfordrer vi til at angribe problemerne fra et andet perspektiv, ved blandt andet at søge inspiration i to aktuelle forskningsprojekter (download pdf).

Jeg tror det er vigtigt, at vi spørger os selv, om man også i dag udskriver konkurrencer for at blive klogere på, hvad man kan få og forvente sig. Svaret er vel ikke helt entydigt, men i betragtning af at nutidens konkurrenceprogrammer ofte er meget lange og detaljerede beskrivelser af, hvordan løsningen skal se ud, er svaret vel nærmest nej. Og hvis svaret er nej, er rummet for geniale løsninger vel også lukket til. Men hvis man ikke ønsker at blive klogere på løsningen, hvorfor udskriver man så konkurrencer overhovedet? Gør man det for at finde den billigste af en række i princippet ens løsninger? Eller gør man det, fordi man skal – på grund af regler og lovgivning? (professor Kristian Kreiner)

I den anden artikel samler vi på flere års udvikling i forholdet mellem arkitekten og bygherren. Vi spørger blandt andet direktør Henrik L. Bang fra Bygherreforeningen, hvordan han ser udviklingen og hvilke perspektiver han ser for fremtiden. Et af disse er de procesorienterede ydelser, der stadig er vanskelige at definere. For hvad indebærer et dialogbaseret fokus helt reelt; hvad skal det koste og hvilke resultater kan man forvente? (download pdf)

Det er endnu ikke rigtigt lykkedes at finde en formel for, hvordan man kan skabe et bedre grundlag, så det forsøger vi at udvikle i Bygherreforeningen. For vi har brug for at udvikle konceptet for, hvordan vi kan håndtere udfordringerne i disse indledende faser. Her kunne man måske forestille sig at arkitekten kunne spille en mere aktiv rolle fremover (direktør Henrik L. Bang).

Her kan vi nu vise, at vi er en netværksvirksomhed. At vi er dynamiske. Og at den værdi vi skaber, ikke kan deles i statiske beskrivelser og referencer. Derfor er menuen også væk. I stedet kan du navigere via vores emne bank, ved at vælge skribent eller ved at lade tiden være det afgørende kriterium.

Du vil derfor som bruger opleve, at du selv skal opsøge og finde det dynamisk indhold, som vi har valgt at dele. Det er fx kommentarer, de hurtige billeder fra mobiltelefonen, der via flickr bliver lagt online med tekst eller video, der deles via vimeo.

Du vil også opleve, at indholdet også bliver udvidet med flere indlæg fra gæsteskribenter og med indlæg af historisk karakter. For bare fordi det er sket, kan det stadig give mening og inspirere.

Listen med yderligere indhold er allerede lang. Det kommer på i den nærmeste fremtid. For også denne del af arbejdet er dynamisk.

Rigtig god fornøjelse!

Søren

I byggeriet vindes mange opgaver via prækvalificering og efterfølgende konkurrence/tilbudsgivning. En krævende opgave, som altid har flere tabere end vindere, hvorfor mange gode idéer ikke bliver honoreret.

For de vindende rådgivere udgør det efterfølgende honorar den forsinkede betaling for idéerne; for de øvrige rækker det udbetalte honorar for at løse konkurrencen ingenlunde den ressourceindsats, der investeres.

Hvis dette er et problem, har man som rådgiver to udveje: Enten må man værdisætte den erfaring og læring, som idéudviklingen afstedkommer eller også må man ligesom David her gøre op med efterspørgslen efter gratis ydelser, og lade være med at udbyde dem.

Hos REKOMMANDERET har vi droppet den gratis rådgivning. Hvad nogle betaler for, skal andre ikke have gratis.

Mange arkitektfirmaer holder sig fra at arbejde strategisk med branding. Man vil hellere tegne huse end at bruge tid på den slags pr-tiltag, der smager af new bizz og reklame. Og det gode brand kommer forresten af sig selv, når bare man gør sit bedste og skaber noget god arkitektur.

Nødvendigt at være kendt

En ny undersøgelse, som vi har gennemført på Center for ledelse i byggeriet, viser imidlertid, at arkitektfirmaer bør interessere sig for, om de er kendte i omgivelserne – og om de er kendte for noget godt. Kald det branding eller noget andet: vigtigt er det under alle omstændigheder.

Ifølge undersøgelsen spiller omdømmet nemlig en afgørende rolle, når bygherrer skal prækvalificere arkitektfirmaer. Tendensen er simpel: De ukendte arkitektfirmaer vælges fra ved prækvalificering. Kun når man er kendt, har man chancen for at blive udvalgt til konkurrencen.

Hvis man forestiller sig at blive kendt ved at deltage og vinde arkitektkonkurrencer, står man i en catch-22 situation: Man får slet ikke lov til at være med, hvis man ikke er kendt på forhånd. Arkitektfirmaer må derfor nødvendigvis søge at blive kendte og få et godt omdømme på en anden måde, så de er det, allerede før kampen om at blive prækvalificeret starter.

Tegn noget ingen har bedt om

Det oplagte spørgsmål er nu, hvordan arkitektfirmaer gør sig synlige, så de er kendte, når prækvalificering starter. Det giver historien faktisk et konkret bud på. Med inspiration i den observation, at nogle arkitekter er blevet særdeles kendte, uden at have bygget ret meget, kunne man få den kætterske tanke, at arkitekter slet ikke behøver bygherrerne og deres penge for at skabe sig et godt omdømme.

Som logisk konsekvens kunne man overveje at tegne huse og lave andre arkitektoniske forslag, som ingen har bedt om! Man kunne gøre det, fordi man syntes, at nogen eller noget havde brug for eller fortjente det. I næste omgang kunne det tænkes, at bygherrer og andre kapitalstærke aktører kunne finde inspiration i sådanne forslag og udvikle et ønske om at realisere dem, nu da man ser, hvad man kan få, og hvad der er muligt.

På den måde vender man tingene på hovedet. Arkitekterne skaber sig et renomme; men de skaber også ideer og præferencer i samfundet, som i sidste ende måske skaber efterspørgsel efter byggeri og deres kompetencer.

VALBY GASSILO som eksempel

Dette er ingen ny tanke. Flere tegnestuer har forsøgt sig med en sådan strategi om at tilbyde ”verden” arkitektoniske løsninger, som ingen har bedt om. I undersøgelsen har vi benyttet JJW ARKITEKTERS forslag til indretning af Valby gassilo som eksempel på et arkitekturprojekt, der er startet ”ud i det blå”. Det konkrete forslag har påvist en mulighed for meningsfuldt og nyttigt at bevare siloen, der kunne blive til både attraktive boliger og vartegn for København eller industrihistorisk landmærke. Uanset om ideen nogensinde bliver realiseret, har JJW ARKITEKTER fået den omtale og opmærksomhed, som ville bringe enhver tegnestue ud af anonymiteten.

Det er klart, at der er grænser for en sådan strategi. Den mest oplagte grænse er, at arkitekter på denne måde arbejder gratis. Der er ingen garanti for, at det fører til en opgave og et senere honorar. Hvis ideerne er tilstrækkeligt gode, kan man håbe på det – og håbe på, at det øger sandsynligheden for at blive prækvalificeret i fremtidige konkurrencer. Men som alle ved, er der heller ingen garanti for, at deltagelse i konkurrencer fører til opgaver senere. Tværtimod er sandsynligheden meget stor for, at man også der kommer til at arbejde gratis. Dette fundamentale problem løser den her skitserede ide naturligvis ikke.

Man skal gøre et eller andet

Der findes sikkert andre, og måske mere umiddelbare og bedre måder at gøre sig kendt i en bredere offentlighed. Konklusionen er ikke, at man nødvendigvis skal lave projektforslag, som ingen har spurgt om, selvom det forekommer at være et godt bud. Den egentlige konklusion på undersøgelsen er snarere, at man skal gøre et eller andet!