Netop nu er jeg gået i gang mit første INDBLIK. Her er det planen, at jeg hver anden måned inviterer mig selv (eller bliver inviteret) på besøg hos en person, organisation eller virksomhed, der arbejder med bæredygtig byudvikling. Det sker, for at få indblik i deres perspektiver og arbejde for herigennem at udvide min egen indsigt i området.
I dag er jeg på Christiansborg, hvor formanden for Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, MF Ida Auken (SF) har indvilget i at få besøg på dagen, hvor der i Folketinget afholdes en stor konference om Bæredygtige Byer.
Konferencens formål er at debattere visioner, barrierer og løsninger og fremme politikskabelse på området, og hos Rekommanderet er vi glade for, at vi kan bidrage med ideer til, hvordan man kan styrke bæredygtig byudvikling og grøn innovation.
Målet med mine INDBLIK er at skabe gensidig værdi via gensidig inspiration. Samtidig handler det for mig om at skærpe det redskab, der skaber størst værdi for Rekommanderets kunder: Evnen til hurtigt at kunne forstå og leve sig ind i komplekse kontekster, åbne mulighedsrummet op og skitsere meningsfulde forbindelser, perspektiver og idéer, der kan omsættes i handling.
Formen for Rekommanderets INDBLIK er stram, og kan kun fungere, hvis værten har tillid til, at jeg kan balancere i rollen som intern/ekstern for en stund, ligesom de også skal se værdien i, at give mig et kondenseret indblik i deres verden og færden. Besøget samles efterfølgende op i et blogindlæg på “Bæredygtige Byer”, der har til formål at dele nogle af de refleksioner, som INDBLIKKET har givet anledning til.
Program:
Check in; kort introduktion (10 minutter)
Opbygning af samtaleramme (10 minutter)
Samtale (40 minutter)
Check ud (10 minutter)
Vil du have besøg, er du velkommen til at kontakte mig på 30226699 eller shs@rekommanderet.dk